Udluftning af radiatorer

Hvis der er problemer med manglende varme fra radiatorerne, kan det være fordi, de skal luftes ud. To tydelige tegn på, at der er luft i radiatoren er, at den er kold i toppen samt at man som regel kan høre klukkende lyde fra radiatoren.

Man lukker luften ud af radiatoren ved den luftskrue der sidder i toppen af radiatoren i modsatte ende af rørene.

Åbn først helt for termostaten. Drej herefter med fingrene den hvide krave på luftskruen, så det lille hul peger enten nedad eller til siden.

Derefter tager man radiatornøglen, der er blevet afleveret i alle postkasser i forbindelse med monteringen af de nye radiatorer*, og sætter på luftskruen og drejer roligt mod uret. Herefter vil man kunne høre luften hvisle ud af luftskruen, indtil der til sidst vil komme lidt vand ud, så vær forsigtig med, hvor meget du åbner. Sørg derfor for at holde en klud eller et viskestykke under og luk straks, der kommer vand ud.

Herefter vil man i løbet af få minutter bemærke, at den klukkende lyd bliver afløst af varmen, der breder sig fra radiatoren.

Hjælper ovenstående ikke, bør man tage fat i varmemesteren.

*) Hvis du har mistet radiatornøglen, har varmemesteren muligvis en ekstra, og ellers kan du bruge en spids tang eller købe en ny radiatornøgle i et byggemarked for 20-30 kroner.

Hjertestarter og hjerteløber

Som mange nok har set, så har vi fået sat en hjertestarter op på ejendommen. Hjertestarteren sidder offentligt tilgængelig på gadesiden ved nr. 35.

https://hjertestarter.dk/find-hjertestartere/find-hjertestartere#id/1000031717/17.

Hjertestarterdagen 2020

Hvis du er én af de mange, der ikke helt ved, hvad man stiller op med en hjertestarter den dag, det skulle blive nødvendigt, så er i dag den rigtige dag at lære det.

Ikke kun fordi, i dag altid er bedre end i morgen, men også fordi i dag er International Hjertestarterdag! Læs mere og find en masse aktiviteter på genoplivning.dk/hjertestarterdagen/.

Meld dig som hjerteløber!

Derudover vil vi naturligvis også opfordre beboere til at melde sig som Hjerteløber, hvilket vil sige, at man via en app kan få en alarm, hvis Alarmcentralen registrerer et potentielt hjertestop i nærheden af dig. Med hjælp fra app’en guides du til nærmeste hjertestarter og videre til patienten, hvormed man i mange tilfælde vil være fremme før redningsmandskabet, og derfor kan være med til at redde liv!

Læs mere på hjertestarter.dk.

Etablering af automatisk sæbedosering

Det blev på sidste års ordinære generalforsamling besluttet, at der skulle etableres automatisk sæbedosering i vores vaskerier. Dette er ved at blive etableret sideløbende med udskiftningen af vvs-installationerne i kældrene i disse uger, og bestyrelsen forventer derfor, at vi i løbet af de næste 4-6 uger kan komme med en udmelding omkring, at disse kan tages i brug.

Der vil i den forbindelse efterfølgende blive afholdt nogle introaftenener, hvor en repræsentant for RIBO, der er vores nye sæbeleverandør, vil være til stede og demonstrere, hvordan det virker på vores vaskemaskiner.

RIBO er blevet valgt, da de afgav det bedste tilbud og derudover både kunne levere danskproducerede og Svanemærkede produkter, der naturligvis er fri for både farve og parfume. Derudover kan de også tilbyde særskilt vaskemiddel sart tøj (uld, silke m.m.), hvilket ikke var tilfældet hos konkurrenten.

Nærmere info tilgår snarest, men hermed blot en foreløbig opdatering.

Mvh bestyrelsen

Åbning af varmen i lejlighederne

Først var det her, så forsvandt det igen i et par uger med lidt “Indian Summer”, men nu kommer det snigende tilbage lige så stille. Efteråret. Og med dét også lidt lavere temperaturer.

Som det forhåbentlig ikke er gået nogens næse forbi, så er alle radiatorer i øjeblikket ved at blive udskiftet, og da arbejdet går i etaper fra HG 51 og ned mod HG 19, vil den første halvdel (HG 37-51) være klar til at blive koblet på det nye anlæg, så snart arbejdet med rørføringen når til varmecentralen.

Dette forventes at ske tirsdag den 6. oktober, hvormed der bliver åbnet for radiatorerne i HG 37-51. Torsdag den 8. oktober bliver der åbnet for HG 35. Efterfølgende bliver der åbnet for radiatorerne fra HG 33 til HG 19 i takt med, at arbejdet færdiggøres i den enkelte opgang.

Se den opdaterede tidsplan for arbejderne i lejlighederne her.


Olieradiatorer

Bestyrelsen er klar over, at arbejdet først er færdigt i de sidste opgange omkring slut november, og at det derfor kan blive lidt ekstra koldt i en periode. Og selvom man kommer et godt stykke vej med et par gode uldstrømper og en striktrøje, vil der naturligvis være nogen, for hvem det ikke er nok, imens man venter på, at vvs’erne er færdige.

Derfor har foreningen indkøbt en stak olieradiatorer, hvor alle lejligheder i HG 19-33 kan låne en olieradiator i perioden fra 5. oktober og indtil radiatorerne bliver tilsluttet i ens opgang. Man er selv ansvarlig for at hente og returnere olieradiatoren hos vores varmemester Per (eller afløser Henrik).

Da der ikke er uanede mængder af olieradiatorer, er der som udgangspunkt kun én pr. lejlighed. Men når de næste færdiggjorte opgange (33 og nedefter) afleverer dem igen, vil de sidste lejligheder kunne hente en ekstra, da det må forventes at blive koldere, jo tættere på uge 50, vi kommer.

Bemærk følgende vigtige betingelser

  • Medbring ID på andelshaver/adresse, så vi kan sikre os, hvem der afhenter!
  • Det er vigtigt, at man ikke bruger olieradiatoren samtidig med strømslugende produkter på samme sikringsgruppe, da det kan slå HPFI-relæet fra. Vær især opmærksom på ovn/komfur, elkedel og tilsvarende.
  • Olieradiatorerne skal afleveres hos varmemesteren senest i ugen efter, at de almindelige radiatorer er tilsluttet. Afleveres den ikke senest ugen efter, afregnes andelshaver kr. 300,- for radiatoren via boligafgiften. Dette er vigtigt, da vi – jævnfør ovenstående – skal have muligheden for at kunne sende den videre i cirkulation, og ellers skal indkøbe ekstra.
  • Radiatorerne bruger strøm, og dette afholder man som andelshaver selv, da det rammer bredt (og årets samlede forbrug på de almindelige radiatorer bliver tilsvarende mindre), og det vil derudover være næsten umuligt at opgøre strømforbruget på fair vis.

Hvis der er spørgsmål, kan disse stilles til varmemesteren eller bestyrelsen via mail.