Mangelafhjælpning / 1-års gennemgang af vvs-projekt

Kære andelshavere

Nu nærmer vi os endelig afslutningen på vores vvs-projekt. 

Andelshavere, der har meldt fejl og mangler ind til bestyrelsen, modtog i fredags en mail fra Azets med vedhæftede 14-dagesvarsling fra Øens VVS Entreprise. 

Vi gør opmærksom på, at det er vigtigt at disse andelshavere afleverer nøgler på foreningens ejendomskontor senest søndag d. 2. oktober, så håndværkerne kan få rettidig og uhindret adgang.

Arbejdet i lejlighederne forventes udført fra mandag d. 3. oktober til fredag d. 28. oktober – udbedring af fejl på fællesarealer vil allerede starte i uge 38.

De mere præcise tidspunkter for adgang i de enkelte lejligheder vil blive varslet minimum tre dage før adgang, på mail direkte fra Øens’ projektleder, Mikkel Wighelm.

Rosetter til rør

Hvis man kun har mindre krakeleringer ved gennemførslen af varmerørene ved stukken i lofterne, bliver man tilbudt gratis rosetter til at montere på rørene. Dette kommer der en særskilt mail ud vedrørende i løbet af den næste uges tid.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen og Øens VVS Entreprise

Opfølgning på vvs-projekt 2020 og ny mangelgennemgang

Til alle andelshavere – deadline 1. september

I forbindelse med afleveringsforretningen af det store vvs-projekt i december 2020, blev der omdelt en mangelseddel fra vores rådgiver Abildhauge og vores entreprenør Øens VVS Entreprise. Vi blev oplyst, at der var 22 beboere, der havde indleveret sedler med mangler eller øvrige bemærkninger forud for den endelige gennemgang med rådgiver og entreprenør. Desværre havde Øens VVS Entreprise ikke medbragt disse sedler til på dagen for gennemgang og aflevering, og Øens VVS har desværre efterfølgende fået smidt disse sedler væk!

Vi ved derfor i bestyrelsen, at der stadig er en del andelshavere, der har fejl og mangler i deres lejligheder, som ikke er udbedret. Vi har derfor aftalt med Øens VVS Entreprise at alle andelshavere derfor får muligheden for at komme med fejl og mangler en gang til, før vi betragter hele entreprisen som endeligt afleveret.

Fejl og mangler

Alle andelshavere bedes derfor senest den 1. september 2021 melde ind til bestyrelsen på mailadressen projekt@haraldsted.net med de fejl og mangler, der stadig er i lejligheden – også selvom man tidligere har meddelt bestyrelsen, Abildhauge eller Øens VVS Entreprise disse fejl.

Alt skal derfor meldes ind på ny. Har man købt sin lejlighed siden nytår, må man som ny andelshaver gerne kontakte tidligere andelshaver og spørge, hvorvidt sælger har indrapporteret mangler, man skal være opmærksom på at indberette på ny.

Hvis man har mulighed for det, må man gerne vedhæfte billeder af fejlene, hvis det giver mening.

Bemærk, at malerreparationer er andelshavers eget ansvar, og derfor ikke er en mangel.

Udover fejl og mangler i lejligheden, må man som andelshaver også gerne være opmærksom på fællesarealer og melde ind, hvis man ser ting, der kan menes at være en mangel ifm. vvs-projektet.

Blandt de ting, bestyrelsen gerne vil bede beboerne være opmærksomme på er følgende:

  • Smuldret puds/reparation af stukken omkring rørgennemføringerne.
  • Rørstumper i gulvet i loftrum, der ikke er fjernet helt eller dækket af med gaffatape*
  • Rørstumper i væggen ind i 5. salslejligheder, der ikke er fjernet korrekt.
  • Skruer i hængsler til dørene til loftrum, der stikker ud på indersiden*

*) Det er meget vigtigt, at andelshaverne tjekker egne/lejede loftrum for rør og skruer efter denne tegning, da bestyrelsen jo ikke kan komme ind og kontrollere for dette.

Herunder kan man se billeder af ovenstående mest almindelige fejl, bestyrelsen gerne vil bede andelshaverne om at være opmærksom på og indrapportere.

Kontaktinfo

Hvis man indrapporterer fejl eller mangler, må man MEGET GERNE sørge for emnefeltet til mailen indeholder lejlighedens fulde adresse, så vi kan holde styr på de forskellige mails, vi modtager.

Sørg også for at inkludér navn og mobilnummer, så vi kan kontakte dig, hvis manglen bliver anerkendt og skal udbedres.

Hvis man ønsker at aflevere sedlen fysisk, kan denne afleveres i bestyrelsens postkasse på fortrappen i Haraldsgade 35 – Print og udfyld da informationerne på bagsiden af sedlen, der er linket til øverst i dette indlæg.

Mvh bestyrelsen for A/B Haraldsted

Udluftning af radiatorer

Hvis der er problemer med manglende varme fra radiatorerne, kan det være fordi, de skal luftes ud. To tydelige tegn på, at der er luft i radiatoren er, at den er kold i toppen samt at man som regel kan høre klukkende lyde fra radiatoren.

Man lukker luften ud af radiatoren ved den luftskrue der sidder i toppen af radiatoren i modsatte ende af rørene.

Åbn først helt for termostaten. Drej herefter med fingrene den hvide krave på luftskruen, så det lille hul peger enten nedad eller til siden.

Derefter tager man radiatornøglen, der er blevet afleveret i alle postkasser i forbindelse med monteringen af de nye radiatorer*, og sætter på luftskruen og drejer roligt mod uret. Herefter vil man kunne høre luften hvisle ud af luftskruen, indtil der til sidst vil komme lidt vand ud, så vær forsigtig med, hvor meget du åbner. Sørg derfor for at holde en klud eller et viskestykke under og luk straks, der kommer vand ud.

Herefter vil man i løbet af få minutter bemærke, at den klukkende lyd bliver afløst af varmen, der breder sig fra radiatoren.

Hjælper ovenstående ikke, bør man tage fat i varmemesteren.

*) Hvis du har mistet radiatornøglen, har varmemesteren muligvis en ekstra, og ellers kan du bruge en spids tang eller købe en ny radiatornøgle i et byggemarked for 20-30 kroner.

Åbning af varmen i lejlighederne

Først var det her, så forsvandt det igen i et par uger med lidt “Indian Summer”, men nu kommer det snigende tilbage lige så stille. Efteråret. Og med dét også lidt lavere temperaturer.

Som det forhåbentlig ikke er gået nogens næse forbi, så er alle radiatorer i øjeblikket ved at blive udskiftet, og da arbejdet går i etaper fra HG 51 og ned mod HG 19, vil den første halvdel (HG 37-51) være klar til at blive koblet på det nye anlæg, så snart arbejdet med rørføringen når til varmecentralen.

Dette forventes at ske tirsdag den 6. oktober, hvormed der bliver åbnet for radiatorerne i HG 37-51. Torsdag den 8. oktober bliver der åbnet for HG 35. Efterfølgende bliver der åbnet for radiatorerne fra HG 33 til HG 19 i takt med, at arbejdet færdiggøres i den enkelte opgang.

Se den opdaterede tidsplan for arbejderne i lejlighederne her.


Olieradiatorer

Bestyrelsen er klar over, at arbejdet først er færdigt i de sidste opgange omkring slut november, og at det derfor kan blive lidt ekstra koldt i en periode. Og selvom man kommer et godt stykke vej med et par gode uldstrømper og en striktrøje, vil der naturligvis være nogen, for hvem det ikke er nok, imens man venter på, at vvs’erne er færdige.

Derfor har foreningen indkøbt en stak olieradiatorer, hvor alle lejligheder i HG 19-33 kan låne en olieradiator i perioden fra 5. oktober og indtil radiatorerne bliver tilsluttet i ens opgang. Man er selv ansvarlig for at hente og returnere olieradiatoren hos vores varmemester Per (eller afløser Henrik).

Da der ikke er uanede mængder af olieradiatorer, er der som udgangspunkt kun én pr. lejlighed. Men når de næste færdiggjorte opgange (33 og nedefter) afleverer dem igen, vil de sidste lejligheder kunne hente en ekstra, da det må forventes at blive koldere, jo tættere på uge 50, vi kommer.

Bemærk følgende vigtige betingelser

  • Medbring ID på andelshaver/adresse, så vi kan sikre os, hvem der afhenter!
  • Det er vigtigt, at man ikke bruger olieradiatoren samtidig med strømslugende produkter på samme sikringsgruppe, da det kan slå HPFI-relæet fra. Vær især opmærksom på ovn/komfur, elkedel og tilsvarende.
  • Olieradiatorerne skal afleveres hos varmemesteren senest i ugen efter, at de almindelige radiatorer er tilsluttet. Afleveres den ikke senest ugen efter, afregnes andelshaver kr. 300,- for radiatoren via boligafgiften. Dette er vigtigt, da vi – jævnfør ovenstående – skal have muligheden for at kunne sende den videre i cirkulation, og ellers skal indkøbe ekstra.
  • Radiatorerne bruger strøm, og dette afholder man som andelshaver selv, da det rammer bredt (og årets samlede forbrug på de almindelige radiatorer bliver tilsvarende mindre), og det vil derudover være næsten umuligt at opgøre strømforbruget på fair vis.

Hvis der er spørgsmål, kan disse stilles til varmemesteren eller bestyrelsen via mail.

Opdatering vedrørende asbest på lofterne

Som oplyst på generalforsamlingen 22. august og i indkaldelsen før det, er der desværre blevet konstateret asbest på lofterne og i par kældersektioner. Alle kældre er renset og frikendt, men vi har stadig ikke fået løst de sidste problemer på lofterne.

Som nævnt på generalforsamlingen er det vigtigt at sige, at der ikke er konstateret mængder eller forekomster over et niveau, der må forventes at svare til baggrundsniveauet i bygningsmassen i København, så der er ingen grund til at være nervøs på denne baggrund.

Dette ændrer dog ikke på, at der er meget skrappe arbejdsmiljøkrav til loftrummene som byggeplads for vvs’erne, og det skal derfor saneres, før de sidste gamle rør kan fjernes fra loftet.

Vi har nu langt om længe fået afklaret omfanget af opgaven og aftalt, hvordan det skal løses. Alle andelshavere, der bliver påvirket af det, burde derfor have fået en mail* på nuværende tidspunkt, men kort fortalt påtaget Øens VVS sig opgaven med at både rydde og fjerne de gamle rør og samtidig rengøre indholdet i de berørte rum (Rummene 1 til 7 samt 12), så beboerne ikke selv er ansvarlig for at flytte rundt på noget eller tømme loftrummene.

Det er altså meget nemmere end i kældrene, hvor man selv var ansvarlig for at flytte og opbevare tingene andetsteds i mellemtiden – her er det blot vigtigt, at man afleverer en nøgle til sit loftrum allersenest den 7. oktober!

Der løber vand- og varmerør ud til ydermuren i rummene 1, 3, 4, 6, 7 og 12 og i rummene 2 og 5 løber der kun et rør på tværs indenfor døren. Derfor skal håndværkerne ikke til i rummene 8, 9, 10 og 11, og man skal derfor ikke undre sig, hvis man ikke er blevet bedt om at aflevere en nøgle, hvis man har ét af disse rum.

Der løber vand- og varmerør ud til ydermuren i rummene 1, 3, 4, 6, 7 og 12, og i alle disse rum skal der derfor ryddes langs røret hele vejen samt én meter ind i rummet grundet røret der løber på tværs. I rummene 2 og 5 skal der kun ryddes en meter ind i rummet, da der kun løber røret på tværs. Opdateret til ovenstående i stedet.

*) Mailen dateret 24. september

Bestyrelsen og vi er nu kommet frem til en løsning i forhold til den asbest, der er konstateret få steder på lofterne. Øens VVS og Søndergaard kommer til at stå for at rengøre alle de berørte rum samt alle genstande i disse rum for eventuel asbest, fjerner de rør, der skal fjernes i forbindelse med VVS-projektet og sætter alle tingene tilbage i rummet efterfølgende.

Det vil sige, at det eneste I som beboere skal gøre, er at aflevere en nøgle, og så sørger vi for resten! Jeg skal derfor bede jer om at aflevere en nøgle til jeres loftrum hurtigst muligt, og senest den 1. oktober, så arbejdet kan påbegyndes snarest. Hvis ikke nøglen er afleveret allersenest 7. oktober, kan vi være nødsaget til at klippe låsen op.

Hvis I har mere end én nøgle til rummet, må I gerne selv benytte jer af rummet i perioden fra aflevering af nøgle og frem til, at der bliver dækket af og varslet med skilte, at selve asbestarbejdet er i gang. I denne periode (omtrent en uge), vil der være ADGANG FORBUDT!

Jacob Nilsson, Øens VVS Entreprise