Foreningen fik senest udarbejdet en vedligeholdelsesplan for ejendommen i 2016, og denne har bestyrelsen blandt andet brugt i sit arbejde med at prioritere og planlægge vedligeholdet af ejendommen.
Vedligeholdelsesplanen giver på side 2 og 3 et godt overblik over foreningens umiddelbare stand og en sammenfatning af de opgaver, der bør fokuseres på i årene fremover.
Side 3: Oversigt over de kommende års vedlighold (opdelt efter stadie pt.)
Følgende opgaver er gennemført eller siden rapportens udarbejdelse:
- Etablering af nyt 2-strenget centralvarmesystem
- Isolering af brystninger
- Udredningsprojekt omkring manglende varmt vand
- Udskiftning af trin ved hoveddøre
- TV-inspektion af kloakker
- Fornyelse af energimærkning
- Skitseforslag for indretning af gård (pt. i gang i forbindelse med gårdudvalgets arbejde)
Følgende opgaver forventes udført helt eller delvist i forbindelse med det kommende altanprojekt eller efterfølgende:
- Udskiftning af fuger om alle vinduer (undtagen kældervinduer) (bundfuger forventes udskiftet ifm. altanprojekt)
- Alternativ – udskiftning af vinduer (vinduer, der bliver til altandøre erstattes jo i denne forbindelse)
- Renovering af nederste facader
Foreningen er pt. i gang med at ansøge Københavns Kommune om tilskud fra deres pulje til byfornyelse (Områdefornyelse ved Skjolds Plads). Følgende arbejder er dem, vi håber på at kunne få delvist tilskud til, og ellers planlægger selv at igangsætte i de kommende år.
- Udskiftning af kældervinduer
- Optimering af eksisterende luftskifte og ventilation af tørrerum (ifm. ovenstående)
- Malerrenovering af hoveddøre (evt. komplet udskiftning)
- Udskiftning af partier ved køkkentrapper (døre + vinduer ovenover)
Følgende arbejder er på den længere bane i forhold til bestyrelsens planlægning eller ikke prioriteret pt.
- Renovering af køkkentrapper (jf. rapporten mest et kosmetisk spørgsmål, så afventer som minimum altanprojektets gennemførelse)
- Supplering af eksisterende isolering (imellem 4. sal og loftet – foreningen håber i stedet på, at der løbende vil blive bygget op på 5. sal, når reglerne forhåbentlig snart lempes igen*)
- Etablering af krydsvekslere og indblæsning (dette forventes ikke udført grundet for høje omkostninger og kraftigt formindsket behov efter udskiftningen af radiatorerne)
*) De nuværende regler gør det pt. uforholdsmæssigt dyrt at bygge op igennem etageadskillelsen. Bestyrelsen arbejder på at få afklaret, hvorvidt reglerne forventes lempet indenfor kort tid, og alternativt få udarbejdet dette dyre ansøgningsmateriale (~70-90.000) til fælles fordeling iblandt dem, der bygger op.
Øvrige opgaver – i år med fokus på brandsikkerhed
Udover ovenstående opgaver, der jo har karakter af ekstraordinært vedligehold, er der jo også al den løbende vedligehold af ejendommen, der foregår hvert år, når fejl og mangler opdager og ting går i stykker.
Men udover punkterne fra vedligeholdelsesplanen, er bestyrelsen jo også opmærksom på, hvis der er andre ting, vi bør have øget fokus på grundet eksterne omstændigheder.
Som de fleste nok har set i medierne, var der i slutningen af marts en stor brand i en boligejendom i Vanløse. Det har naturligvis gjort, at rigtigt mange er bekymrede for, om noget lignende kan ske hos os. Selvom man (såvidt vi ved) ikke har kunnet finde definitiv årsag til branden i Vanløse, er det jo altid bedst at være overforsigtig. Der har været teorier om, at der har været problemer med eller fejl i de brandvægge/sektioneringer af ejendommen, der skulle forhindre branden i at sprede sig så hurtigt, som den gjorde, men dette er ikke noget, der kan siges med sikkerhed, da ejendommen så hurtigt efter blev revet ned.
Bestyrelsen i A/B Haraldsted har allerede foretaget en visuel inspektion af samtlige brandmure imellem de seks sektioner, der udgør vores ejendom, og ingen steder har vi umiddelbart kunnet finde huller* eller andet, der skulle svække brandsikkerheden i muren. Så umiddelbart er vores ejendom i god stand i denne henseende. Dog er vi naturligvis stadig meget opmærksomme på, hvad der kan laves af yderligere tiltag for at øge brandsikkerheden, og det skal i den nære fremtid blandt andet undersøges, om der kan monteres røgalarmer eller tilsvarende på for- og bitrapper. Derudover forventer vi også, at dørene til de fire rum med vaskerier/tørretumblere i kælderen skal skiftes til branddøre med tvangsluk, så eventuelle kortslutninger eller brand i maskinerne ikke så hurtigt kan brede sig til kældergangene og derfra evt. op igennem bygningen.
Bestyrelsen vil naturligvis sørge for at indhente relevant byggeteknisk rådgivning og sparring til at gennemgå ejendommen for eventuelle andre forbedringer, der kan laves. Både i forhold til det konkrete brandtekniske, men lige så meget i den løbende drift af ejendommen.
Vi håber, at ovenstående giver beboerne et indblik i bestyrelsens arbejde med vedligeholdelse af ejendommen, og derudover er man naturligvis (som altid) velkommen til at skrive til bestyrelsen på kontakt@haraldsted.net eller kigge forbi i træffetiden.
På gensyn til generalforsamlingen i morgen.
Mvh bestyrelsen
*) Udover to huller efter tidligere varmerør, der endnu ikke er muret til efter vvs-projektet, men dette er på mangellisten og vil blive udbedret snarest, og disse var vi OBS på i forvejen.