Til alle andelshavere
Så er der endnu en opdatering på altanprojektet her i sommervarmen (hvor vi alle ville ønske, at altanerne allerede v monteret). Siden sidste opdatering i april, har Balco fået indsendt hele ansøgningen på ny, men nu i stedet med altaner, der kun dækker ét vindue i stedet for to vinduer i første ansøgning, da dette var den primære grund til, at første ansøgning blev afvist.
Nye indsigelser fra kommunen
Desværre har vi også allerede fået første mangelbrev fra kommunen, og det er desværre ikke så godt nyt, som vi havde håbet på.
Københavns Kommune skriver (blandet meget andet) følgende i mangelbrevet:
Vi anbefaler desuden at du tilretter projektet på følgende måde:
Mangelbrev fra Område for Bygninger, TMF, Københavns Kommune
– at altaner opsættes over hinanden i et system der forholder sig til facadens orden
– at altaner etableres med en max. længde ud til 1/3-del af tilstødende murpille
– at altanerne etableres med ens længde
Desværre kender både bestyrelsen og Balco kommunen alt for godt, når de “anbefaler” noget. Det betyder desværre på godt dansk, at hvis vi ikke retter ind og tilretter ansøgningen i forbindelse med svaret på mangelbrevet, er der en meget stor risiko for, at ansøgningen afvises endnu en gang. Dette har vi også fået bekræftet uofficielt via Balco, der har været i telefonisk dialog med enhedschefen for området hos Teknik og Miljøforvaltningen.
Ændringer til projektet herfra
Endnu en grund til, at vi lidt står med armen vredet om på ryggen er, at kommunen for at komme deres pukkel af ansøgninger til livs har strammet reglerne for ansøgninger væsentligt. Hvis ikke et projekt kan godkendes efter to mangelbreve (med forholdsvis kort svarfrist på hvert brev), så afvises ansøgningen igen. Det betyder desværre, at vi ikke rigtigt har muligheden for at udfordre deres “anbefalinger” om ændringer, medmindre vi vil starte forfra en tredje gang – eller har en stærk formodning om at få medhold.
Bestyrelsen har derfor besluttet følgende ændringer til altanprojektet herfra i forhold til kommunens punkter:
“Altaner opsættes over hinanden”: Dette betyder desværre, at vi bliver nødt til at fjerne muligheden for at få altaner med udgang fra køkkenet, da kommunen – trods tidligere “løfter” – nu kræver, at rankerne (vertikal række) er symmetriske. Der er 121 tilmeldte altaner, hvoraf de 106 er med udgang fra værelset, og derfor er det denne mulighed, der bliver tilbage.
Det betyder naturligvis, at de 15 lejligheder, der har valgt udgang fra køkkenet, skal have ændret deres udgang, såfremt de fortsat ønsker altan. Vi er klar over, at der nu sidder en radiator under det vindue, hvor døren i så fald kommer til at blive, da vi ved monteringen af disse ifm. vvs-projektet havde en klar forventning om, at vi ville få mulighed for valgfri udgang. Disse skal jo nu flyttes, hvis man fortsat ønsker altan, og der er jo en ekstra omkostning forbundet hermed. Da disse 15 andelshavere selv er uden skyld i dette, har bestyrelsen besluttet, at i de lejligheder, hvor det er nødvendigt at flytte en radiator i soveværelset, vil omkostningen til flytning være inkluderet i projektet. Da dette jo er den lave/brede radiator, vil denne kun kunne monteres på sidevæggen mod naboen, men dette vil i så fald blive gjort uden omkostninger. Hvis man ønsker at skifte til en af de høje vertikalradiatorer, man kunne tilvælge ifm. vvs-projektet, skal man selv betale for den nye radiator, men flytning/udskiftning vil stadig være inkluderet i projektet.
Bestyrelsen mener, at dette er den mest fair måde at gøre dette på, da disse andelshavere er blevet fanget i dette uden skyld, og derfor gøres dette til en fællesomkostning i altanprojektet.
“altaner etableres med en max. længde ud til 1/3-del af tilstødende murpille”: Murpillen er stykket fra vindue til vindue, og ovenstående betyder i praksis, at altanerne maksimalt kan blive 210 cm brede. I >> denne pdf << kan I se tre forskellige bredder på altanerne:
- Venstre side 1/øverst side 2: En bredde på 262 cm, som projektet er indsendt med nu, men som kommunen meget tydeligt udfordrer (afviser)
- Højre side 1/nederst side 2: En bredde på 210 cm, som er det kommunen som udgangspunkt vil tillade jævnfør deres “anbefaling”, altså brug af 1/3 af afstanden imellem to vinduer/døre.
- Midt side 1/midt side 2: En bredde på 220 cm, som vi håber at kunne få tilladelse til ved at argumentere for, at vi bruger 1/2 af den korteste af afstandene, som det er på gadesiden af ejendommen. Udover sammenhængen med gadesiden bliver denne også hængt op symmetrisk for døren i stedet, hvilket vil være pænere, og vi håber at disse to argumenter kan give os en 10 cm bredere altan, end kommunen lægger op til.
Konklusionen er dog samlet set, at vi ikke skal forvente at få altaner, der er bredere end til gadesiden, men dog stadig 20 cm dybere (150 cm i stedet for 130 cm).
“altanerne etableres med ens længde”: Dette er lidt selv sagt i forhold til de to ovenstående “anbefalinger”, da forskellen i længden på altanerne alene skyldtes de to forskellige udgange fra henholdsvis køkken og værelse.
Fuld ansøgning – og eftertilmelding/endelig tilmelding til allersidst
Da alle altaner – med ovenstående ændringer – forventes at komme til at blive ens, har Balco og bestyrelsen derfor valgt at ændre ansøgningen på ét væsentligt punkt: Vi ansøger om samtlige altaner – både almindelige og franske – men med forbehold for, at ikke alle opsættes. På denne måde vil alle andelshavere, der tidligere har fået muligheden, kunne tilmelde sig altanprojektet til allersidst, når byggetilladelsen foreligger. Dette naturligvis under forudsætning af, at kommunen accepterer dette i ansøgningen, men det er forholdsvis almindeligt, at de accepterer denne ansøgningsform.
Opdateret komplet tegning – alle altaner
På denne måde vil alle dem, der ikke har accepteret altan med udgang fra værelset, kunne eftertilmelde sig til sidst i processen. Dette inkluderer naturligvis både de 15 andelshavere, der nu bliver “taget ud” af projektet men også samtlige andre andelshavere, der ikke har meldt sig til tidligere (eller har meldt fra igen). Og både for almindelige og franske altaner. Dette gælder også ift. omkostningen til flytning af radiator (med tillæg ved udskiftning af radiator).
Vi antager fortsat, at de 115 andelshavere, der pt. har valgt udgang fra værelset, fortsat vil være med og skal derfor ikke foretage sig noget. Hverken nu eller senere. Men naturligvis får alle muligheden for at sige til eller fra, når vi (forhåbentligt) får en byggetilladelse i løbet af de næste 2-5 måneder.
Bestyrelsen eller Azets sender naturligvis mere information ud, når vi ved mere, og vi skal videre med selve processen omkring ovenstående. Er der spørgsmål i mellemtiden, er man naturligvis altid velkommen til at skrive til bestyrelsen på kontakt@haraldsted.net. Forvent dog forlænget svartid i den kommende måned grundet sommerferien.
Vi beklager, at dette desværre – igen – ikke var gode nyheder, men når kommunen ændrer deres vilkår og ikke holder, hvad de (uformelt) har lovet, er der desværre ikke så meget at gøre.
Vi ønsker dog fortsat alle en rigtig god sommer.
Med venlig hilsen bestyrelsen